Dato
fredag 9. august
Tid
13.30 - 14.30

GRAV

Danseteater inspirert av Ibsens dikt Bergmannen.

Med: Benjamin Lønne Røsler og Ingrid Holøs. Ein del av Peer Gynt-laboratorium.

Ved Sødorp kapell ligger graven til den lokale Peer Gynt. Inne i kapellet står to kropper, og en boks fylt med jord. Dette er en historie om kampen for å finne sin plass for å overleve. Det handler om samhold, løsrivelse og besettelse. Med Ibsens dikt Bergmanden som omdreiningspunkt utforsker skuespillerne eksistensielle prøvelser og behovet for et livsprosjekt gjennom bevegelse og tekst. Forestillingen krever ingen forkunnskaper.

«Jeg ante ikke hva jeg gikk til i kveld, men jeg vet hva jeg satt igjen med etterpå – en stor glede over hva kunstnere i Norge kan få til hvis de bare vil, og en begeistring over hva fantasi og oppdagelse kan føre til. GRAV var nyskapende, spennende og full av sjel!» Stine Sørensen, Teaterungdom.no

Ibsen ga ut diktet Bergmanden som en del av diktsamlingen Digte i 1871, bare fire år etter han ga ut Peer Gynt. I likhet med både Peer Gynt, og stykket Brand, vil mange si at også diktet Bergmannen søker svar på spørsmålet: Hvem er jeg?

Skuespiller Fridtjov Såheim vil før forestillingen lese opp diktet Bergmanden.

Regissør: Øystein Johansen
Scenograf: Jan Hajdelak Hustak
Lyd og scenografisk assistent: Nemanja Čađo

Forestillingen er støttet av:
Norsk Kulturråd – Fri scenekunst teater, Fond for lyd og bilde, Oslo Kommune, Fond for frilansere, Fond for utøvende kunstnere.

Bergmanden

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, —
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, —
fred og ørk fra evighed; —
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. —

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! —

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.